Om Presenting.dk
Presenting.dk er en modeblog, hvor vi dagligt skriver om alt relateret til mode og livsstil på et personligt hverdagsplan.
Vores formål med presenting.dk er blandt andet at skabe en platform, hvor vi føler os udfordret i dagligdagen og bliver (hjerne-) sunde af at stille konstant større krav til os selv, om at holde niveauet oppe. Set ud fra vores brancheperspektiv begynder vi langsomt at lære et helt nyt fænomen indenfor kommunikationsverdenen at kende - bloggin!
I takt med, at vi tilegner os brugbare erfaringer, bidrager vi til den allerede florerende mode-blogossfære med vores eget personlige og til tider humoristiske “indskud”. Presenting.dk skal tilbyde alle interesserede sjæle daglige inputs ved hjælp af personlige erfaringer og billeder, og ønsket er, at vi kan være med til at præge læsernes sind med ny kreativitet, og bidrage til hverdagens pauser på en anderledes og sjov måde.
Lidt om Trine
Trine tænker, drømmer, griner, skriver, flytter, shopper, studerer, kysser, løber, smiler, falder og meget mere… Mere præcist læser Trine cand.merc.(kom.) på CBS og har taget sin bachelor sammen med Rikke. Det er sgu alle tiders.
Interessen for mode, har Trine nok fra de mange år i tøjbutik, samt at hun nu arbejder på et forlag fyldt med modeblade. Her arbejder hun blandt andet med kommunikation og markedsføring af online mode.
Trine kommer vidt omkring og flytter konstant rundt i København. Når hun ikke har travlt med at pakke flyttekasser ned og op, ja så forsøger hun at leve en sund livsstil. Er I klar over hvor svært det er? Hvem har fx opfundet Meller (karamel med chokolade)? Det pis, det stopper nu.
Hvad er det bedste ved Rikke?
“At hun altid har så skide (irriterende) meget overskud.
At hun er mega kreativ med maling, nåle, potter og pander, og hvad der ellers hører det element til.
At vi har kunne bo sammen 1,5 år uden at blive rigtig uvenner (det kom først bagefter).”
Hvad lavede Trine nytårsaften?
“For starters, så var jeg i seng klokken halv tre. Sikke en fest. Inden jeg sov holdt min kæreste og jeg middag for 9 mennesker på 40 kvm. Og nej vi er ikke dårlige til at holde fester - der blev bare ikke kylet nok flydende varer indenbords inden vi tog videre. Det der nytårs-pupcrawl det stopper da også bare her. Sikke noget fis. Næste år vil jeg ud og rejse.”
Lidt om Rikke

Rikke er 25 år og har gennem de sidste par år af hendes liv været mange uddannelser undervejs - lige fra guldsmed til skrædder - før hun valgte at læse kommunikation og erhvervsøkonomi på Copenhagen Business School. Nu er fokus dog skiftet og Rikke er godt igang med en kandidat i Marketing Communication Management. Her er der dog stadig mulighed for at tænke kreativt, til trods for, at symaskinen nu er byttet ud med en computer.
I forsøget på at mestre multitasking er det ikke tit, at Rikke ser indersiden af sin hoveddør. Men, en sjælden gang imellem er det kombinationen af sofa & crappy tv, der må prioriteres højere end spande af latté, god musik i godt selskab, læsning og ikke mindst the wonder they like to call exercise (intentionen er jo god nok!).
Det bedste ved Trine er: ”At vi kan blive rivende uvenner et kort øjeblik, men tage det som mænd bagefter, hendes lyst og gå-på-mod til at afprøve nye tendenser, især inden for modeverden (jeg er nok lidt mere sløv i det) og hendes skosamling - Jeg bager en kage når den bliver trecifret!”
Nytårsaften gik nogenlunde således…
“Klokken 00.09 stod jeg ved et stort kryds på Frederiksberg omgivet at lykkelige og dejlige venner og bekendte. Mens alle krammede og kyssede og lykønskede sin næste, kørte ambulancer non-stop gennem byens gader. Der var da festlig stemning, men kombinationen af misery og happiness var lige en tand for meget for mig… Så jeg druknede efterfølgende mit følelsesregister i champagne og kransefætter.”


